Hvorfor vælge Imago parterapi?


Hvis vi er gået i stå, er frustrerede, fastlåste, kede af det, fortvivlede, desperate, ikke føler os set, hørt, anerkendt og måske ikke elsket, eller måske blot trænger til, at der skal ske en udvikling, kan det være hensigtsmæssigt at søge professionel hjælp - enten individuelt eller som par.

Vi ved at de mennesker der opsøger en parterapeut, har taget en beslutning om at gøre noget særligt for den relation, der betyder så meget for dem. Det er derfor afgørende at få den bedst tænkelige og mest professionelle hjælp.  Når du vælger en certificeret Imagoterapeut har du sikkerhed for at terapeuten enten har en grunduddannelse som psykolog (cand.psych.) eller en af psykoterapeutforeningen godkendt terapeutuddannelse af længere varighed (3 - 4 år). Titlen Imagoparterapeut er beskyttet og henviser til en videreuddannelse og en specialisering. Imagoterapeuter har bred terapeutisk erfaring og har specialiseret sig i at guide imagodialogen, som har til formål at styrke den gensides forståelse og kontakt hos parret.

Det, de fleste af os ønsker, er kontakt og anerkendelse. At kunne kommunikere med hinanden, at kunne få handlemuligheder, at kunne se hinanden i et nyt lys, og i sidste ende at blive elsket. Hvis tingene er kørt for langt ud, kan vi også have et ønske om at kunne afslutte med hinanden på en ordentlig måde og få et værktøj, der gør det muligt at tale sammen på en respektfuld måde også efter bruddet. Selvom parforholdet brydes har mange stadig fælles børn, hvilket gør, at de på trods af bruddet stadig gerne skulle kunne tale sammen uden at ende i konflikt. 

Vi vil i det følgende fokusere på par, men Imago relationsterapi kan også anvendes i forhold til enkeltpersoner og grupper.
I bunden af teksten finder du en lille Video om noget af den forskning der understøtter Imagoprincipperne og om Imagovisionen i et globalt perspektiv.

Imago Relationsterapi kan gennem sine teorier, kommunikationsform og struktur - gennem den bevidste pardialog - hjælpe parret/parterne til at udvikle en kommunikationsform, hvor lytning, spejling, anerkendelse og indlevelse er de bærende elementer.

Styrken i denne terapiform er, at parret/parterne får opbygget en indbyrdes kendt ramme og struktur, nogle spilleregler, hvor begge er på lige fod, og hvor begge kan komme til orde og være sikre på at få sin plads. Kort sagt - at blive set, hørt, forstået og anerkendt. At få kontakt og være i kontakt. Der gives derigennem en mulighed for at få skabt en tryghed for begge parter, som kan give plads til et fælles rum for følelsesmæssig og personlig udforskning og udvikling.

Terapeutens rolle er at få parret til at tale sammen, så begge oplever at blive hørt og forstået ud fra det der bliver sagt, og det budskab man ønsker at kommunikere, samt  at være processtyrer og facillitator for den udvikling, der sker undervejs i forløbet.

Og for hvilke problemstillinger kan man med fordel anvende Imago parterapi?

Alle slags problemstillinger og temaer, som er forbundet med et helt almindeligt livs- og parforholdsforløb. Eksempelvis frustrationer over manglende kommunikation og nærhed, seksualitet, utroskab, separation og skilsmisse, opgavefordelinger, børn, familie, arbejde, sygdom, sorg, angst, visioner, glæde, nytænkning etc.

Det vi generelt ved om parforhold, er:

Når vi forelsker os, bliver vi fortryllede. Vi kan det hele, føler os hele (sammen med den elskede), og vi kan se de fantastiske muligheder, der ligger i at være sammen med den udkårne.

Desværre forsvinder magien med tiden. Modsætninger kommer frem i lyset. Udvalgte konflikttemaer gentager sig, og livet i parforholdet kan blive en smertefuld og frustrerende tilstand.

For at få den oprindelige gode tilstand tilbage benytter vi os af kritik, bebrejdelser, reserverethed og kulde. Desværre er det metoder, der giver os præcis det modsatte af det, vi ønsker. Parforholdet bevares måske, men det bliver mere eller mindre glædesløst og udvikler sig ikke. Intimitet og åben kommunikation undgås. Man vender sig fra hinanden, lever parallelt og mange bliver skilt. Skilsmisse er ofte en dårlig løsning, for hvis de grundlæggende problemer ikke er bevidstgjort og løst, tager man vanskelighederne med sig til det næste forhold, som sandsynligvis vil få nogle kedelige lighedspunkter med det foregående. 
Ved at blive bevidste om de skjulte motiver og mønstre i parforholdet, har vi mulighed for at ændre på egen adfærd og de uhensigtsmæssige mønstre i parforholdet.

I Imago forstår vi konflikterne i parforholdet som udtryk for en følelsesmæssig sårbarhed, som vi har behov for at forstå og anerkende betydningen af. Samtidig har vi behov for anerkendelse og forståelse fra vores partner.

Når man kritiserer sin partner, kan det forstås som et nødråb, en længsel efter, at partneren, som vi oplevede det i forelskelsen, igen skal give os følelsen af, at vi kan få alt den kærlighed, vi dybest set savner og har behov for.

Når længselen udtrykkes som kritik eller bliver til en lukning, skyldes det, at vi bruger vores tidligt indlærte overlevelsesmekanismer for ikke at mærke vores inderste sårethed, ensomhed, skam og angst.

Denne form for kommunikation, som tjente et beskyttelsesformål tidligere i vores liv, er nu til skade for os selv og vores forhold.

På videoen nedenfor præsenteres noget af den nyere forskning, der understøtter Imagoprincipperne og samtidig præsenteres en vision for et globalt samfund baseret på tankerne om empatisk forbundethed. Læn dig tilbage og nyd de næste 10 minutter i selskab med økonomen Jeremy Rifkin forfatteren til bogen "The Empatic Civilisation".






 

 


Udskriv

Søgaard & Co. - Mere web for pengene